Derfor er der – trods alt – grund til optimisme i Tyskland

mar 16, 2023

Energieffektivtsrevolution (ja, det er et ord): I dette blogindlæg kan du blive klogere på, hvad energieffektivitetsrevolution er, og hvordan den trods alt giver anledning til stille, økonomisk optimisme i Tyskland.

Stigende elregninger, leveranceproblemer og udsigt til minusvækst er en barsk virkelighed, som mange virksomheder står overfor i dag – bl.a. som følge af Ukrainekrigen. Men, ifølge den anerkendte tyske økonom, Monika Schintzer, er der alligevel god grund til optimisme. Hun forklarer til det tyske nyhedsmedie Handelsblatt, at virksomhedernes nuværende situation drastisk fremskynder de ændringer, der både er nødvendige og presserende for dem. Og derfor står den tyske økonomi, ifølge Monika Schnitzer, overfor en energieffektivitetsrevolution.

Hvad betyder energieffektivitetsrevolution?

Energieffektivitetsrevolution betyder, at manglen af energi vil føre til et betydeligt løft af effektiviteten generelt. Vanskelige tider skaber gode forudsætninger for at udvikle nye, bæredygtige løsninger. Tag for eksempel Google og PayPal, der blev grundlagt kort tid efter, at IT-boblen braste. Samtidig ser vi nu i den aktuelle krisesituation, at mens nogle virksomheder lukker og slukker, tilpasser andre virksomheder sig situationen med udviklingen af nye, mere effektive teknologier.

Nye (krise)tider, nye løsninger

For nylig overbød store virksomheder som Miele og Grundig hinanden med økonomisk besparende apparater til Europas største elektronikmesse i Berlin Det var bl.a. apparater såsom vaskemaskiner, der ved hjælp af kunstig intelligens fastlægger optimale spareprogrammer og bedre isolerede køleskabe. Samtidig fokuserer tyske ventureinvestorer i øjeblikket på løsninger, der hjælper virksomheder og husholdninger med at spare energi og/eller forenkler forretningsprocesser. De fokuserer også på dem, der lige har eller er ved at starte en ny virksomhed. Det skyldes, at alle, der starter en ny virksomhed i nuværende situation, enten er meget modige – grænsende til det dumdristige – eller har en virkelig stor idé. Eller begge dele. Og dét ved investorerne.

Modernisering, modernisering…

Selvom vi befinder os i en usikker tid, hvor det ikke er sikkert, at recessionen kan forhindres, kan en mulig energieffektivitetsrevolution altså være et signal om håb for tiden derefter. For så meget er sikkert; Europa har brug for et skub i moderniseringen – og nye, teknologiske opfindelser fra Tyskland kan spille en vigtig rolle i den forbindelse. Men hvad der også er sandt: Dette skub i moderniseringen vil kun være bæredygtigt, hvis virksomhederne rent faktisk investerer i udviklingen af disse teknologier, og hvis universiteterne uddanner de nødvendige eksperter.

Så, hvem ved, måske kommer den næste store energieffektivitetsrevolution fra Europa, nærmere bestemt fra?