Det er nemt at sige at Tyskland er et attraktivt marked for danske virksomheder. Tyskland er mange gange større – geografisk og befolkningsmæssigt, såvel som økonomisk. Men hvad stikker der egentligt bag? Hvorfor er Tyskland så attraktivt? Og hvor ligger alle disse muligheder?
I dette blogindlæg kortlægger vi mulighederne på det tyske markeds ”hvem, hvad, hvor”. I dagens anledning har vi baseret vores overblik på tallene og analyserne fra Dansk Erhvervs tyske markedsrapport fra 2018 (hvis du vil dykke dybere ned i tallene, kan du finde rapporten her). Men husk, at der findes en del statistikker om det tyske marked, hver med deres fokus og formål, så hvis du har behov for mere nøjagtige tal til netop din virksomhed, så eksisterer de helt sikkert også. Hvis du har brug for hjælp, står vi selvfølgelig til rådighed!
For at kunne skille fårene fra bukkene i mulighedernes land, må man starte med et overblik over den tyske økonomis udvikling.
Tyskland udgør en femtedel af EU’s BNP og er dermed den største økonomi i Europa og nummer fire på verdensplan efter USA, Kina og Japan. Tyskerne har stadig gang i opsvinget, og både beskæftigelsen og lønningerne stiger. Den stigende beskæftigelse gør, at Tyskland så småt begynder at opleve flaskehalse og mangel på kvalificeret arbejdskraft, som vi også har set det hjemme i Danmark. Den tyske konkurrenceevne er dog så stærk, at hverken dette eller de stigende lønninger udgør en trussel mod opsvinget. Den tyske konkurrenceevne er på nuværende tidspunkt så stærk, at den har sikret Tyskland en femteplads på World Economics Forums rangliste over mest konkurrencedygtige lande. Samtidig stiger det private forbrug som resultat af den højere beskæftigelse og stigningen i lønningerne. Tyskland er altså lige nu både et ressourcestærkt og et købestærkt marked.
Generelt forventes dansk eksport til Tyskland at stige nydeligt fra 2019 til 2020 med vareeksport i spydspidsen med en vækst på 6,1%. I tabellen herunder (fra Dansk Erhvervs rapport) fremgår det tydeligt at det på nuværende tidspunkt er de danske varer der dominerer eksporten til Tyskland. Her taler vi primært forbrugsvarer, fødevarer og maskiner samt maskintilbehør.
Men hvis vi tager et kig på den nuværende udvikling i Tyskland, og hvor investeringskronerne bliver lagt, er det højest sandsynligt at der vil blive rokeret rundt på denne rangliste.
Digitalisering
Et af de områder hvor danske virksomheder ser de største muligheder er digitaliseringen. Kristian fra Kimik IT beskrev i sit gæsteindlæg på Business Bloggen (her), hvordan der bliver investeret store summer med det formål at digitalisere ikke bare private services, men også store dele af det offentlige apparat. Her ses der allerede mod nord, da Danmark er et af de mest digitaliserede lande i Europa.
Vedvarende energi
Med tiltaget ”Energiewende” arbejder Tyskland stadig på sin overgang til mere miljøvenlig energi. Der er lang vej endnu, og der investeres i stor stil i vedvarende energi og energieffektivitet. Virksomheder der arbejder med energiteknologi spås derfor gunstige forhold på det tyske marked.
Velfærdsteknologier
Tysklands demografiske udvikling er en stadigt større udfordring. Faktisk har Tyskland de dårligste prognoser af alle OECD-landene, og med den aldrende befolkning forventes der en væsentlig vækst i sundhedsvæsenet. Her spotter Dansk Erhverv gode muligheder for danske velfærdsteknologier.
Forbrugsvarer
Stigningen i både beskæftigelse og lønninger giver en stærkere privat købekraft, så også eksport af danske forbrugsvarer forventes at stige.
Services
Da Tyskland historisk set har et tungt fokus på industrien, er der gode muligheder for danske servicevirksomheder. Primært fremhæves der løsninger der servicerer industrisektoren, eller nye og innovative løsninger, der endnu ikke er set på det tyske marked.
Underleverandører til industrisektoren
Tyskland er som netop nævnt et industriland. Derfor er der nu, og vil også fremover være rigtigt gode muligheder for leverandører af kvalitetsprodukter til den tyske industrisektor.
Der er altså hold i påstanden om, at Tyskland rummer rigtigt mange gode muligheder for danske virksomheder. Og med den nuværende udvikling dukker der nye muligheder op, hvor især danske virksomheder har netop den ekspertise der søges. Virksomheder i Tyskland har også generelt gode forhold. På Verdensbankens ”Ease of Doing Business” rangliste ligger Tyskland nummer 20. Dog bliver det blot til en 113. plads på parameteret ”Bureaukrati ved opstart af virksomhed”. Derfor lægger Dansk Erhverv også vægt på vigtigheden af den rette rådgivning:
”At trænge igennem på det tyske marked kræver forberedelse og tålmodighed. Man skal ikke lade sig snyde af, at Tyskland er et nærmarked, og det er vigtigt at afsætte de nødvendige ressourcer og sætte sig grundigt ind i hvilke regler, der gælder for ens virksomhed – lige fra certificering til juridiske spørgsmål. Rådgivning nødvendigt for at undgå dyre faldgruber.”
Dansk Erhverv, 2018
Hvis du har spørgsmål eller overvejer eller er i færd med at udvide din forretning til Tyskland, så kan du kontakte os her på siden!