Grænsen er åben: Hvad skal du forvente dig? Og hvad forventes af dig?

jul 2, 2020

Grænsen mellem Danmark og Tyskland er atter åben, og det er vi mange der er glade for. Vi har glædet os til at fortsætte hvor vi slap, og på ny uhindret drive forretning på tværs af den dansk-tyske grænse.

Men alligevel er alt ikke som det plejer. Danmark og Tyskland har nemlig fastsat hver deres forholdsregler, der skal følges for at mindske risikoen for at smittetilfældene blusser op igen. Samtidig har danskerne og tyskerne haft forskellige oplevelser med virussens forløb i deres respektive lande, og det har affødt forskellige holdninger og normer i forhold til kontakt med andre mennesker. Det der ses som helt normalt i Danmark, kan måske opfattes som uansvarligt i Tyskland. Så hvad er forsat okay, og hvad er anset som værende uforsvarligt?

Når vi rejser udenfor Danmark, er det først og fremmest vigtigt at huske på, at coronaen har ramt Europas lande på forskellig vis, og landene har lagt forskellige forholdsregler i forhold til åbningsfasen. Det er derfor vigtigt at sætte sig ind i forskellene mellem reglerne i Danmark og Tyskland, inden du begiver dig over grænsen. Det gælder i særdeleshed også dig, der krydser grænsen i forretningsøjemed.

I dette blogindlæg giver vi et overblik over Tysklands generelle indrejseregler, landets forholdsregler ift. åbningsfasen, og hvordan du bør forholde dig ved forretningsmøder i Tyskland i den kommende periode.

 

De tyske indrejseregler

Tysklands generelle indrejseregler foreskriver to ugers karantæne til alle indrejsende fra lande udenfor EU, med undtagelse de øvrige Schengen-lande og Storbritannien. For tilrejsende indenfor EU er to ugers karantæne påkrævet, hvis du indrejser fra et land med et infektionstal over 50 per 100.000 indbyggere. I skrivende stund gælder dette for eksempel Sverige. Er du i tvivl om infektionstallet i det land du indrejser Tyskland fra, kan du få overblikket på RKI.de.

Har du spørgsmål om indrejse til Tyskland, kan du ringe til den de tyske myndigheders dertil dedikerede hotline på +49 461 313 2300.

Skulle du under rejsen i Tyskland udvikle symptomer på COVID-19, skal du tage kontakt til en læge eller ringe til hotlinen +49 116 117.

De danske myndigheder udsendte den 25. maj nye retningslinjer for sundhedsmæssig forsvarlige forretningsrejser. Du finder disse retningslinjer her.

 

Generelle forholdsregler

Indtil videre gælder de hidtidige nationale retningslinjer i Tyskland frem til den 29. juni, med mulighed for forlængelse. De centrale elementer i disse retningslinjer lyder:

  • Der skal generelt holdes en afstand på minimum 1,5 meter mellem mennesker (altså en halv meter mere end i Danmark)
  • Der skal bæres mundbind i butikker og i offentlig transport. Dertil er det velanset at bære mundbind under ophold i områder med mange mennesker.
  • De enkelte stater bestemmer hvor mange mennesker der må samles på ét sted. I mange stater lyder tallet på 10, eller medlemmer fra maksimum to husstande.

Du kan finde både de nationale og de delstatslige retningslinjer her (på engelsk).

 

Forretningsmøder i Tyskland

De generelle retningslinjer for forretningsmøder er stadig forholdsvis uklare. Det kan være en hjælp at skæve til de regionale forholdsregler, men til syvende og sidst kommer det an på din forretningspartners generelle retningslinjer på kontoret og deres forventninger til eksterne forretningsforbindelser.

Helt overordnet gælder det om at overholde afstandsregler samt hygiejneregler, og at holde antallet af deltagere til et minimum. Det kan være en god idé at booke møder i god tid, så dine kunder/partnere kan få passet det ind i kalenderen. Skal I køre sammen til et møde, bør alle i bilen ifølge de generelle retningslinjer bære mundbind.

 

Eksperternes bud

Vores medlem, Connecting Markets, beskæftiger sig med at bistå og rådgive danske virksomheder på det tyske marked. De giver her et overblik over, hvad man i den kommende tid kan forvente sig af forretnings- og salgsmøder i Tyskland:

Vi skal nok alle sammen vænne os til the new normal, både i vores privatliv og i forretningsverden. De nye regler stiller nye krav, som kræver en endnu mere grundig forberedelse når man er ved at starte op på et nyt marked og opsøge nye kunder og forretningspartnere.

Vi har specielt i de sidste 4-6 uger oplevet at tyskerne virker til at have mere tid og er mere lyttende, når man ringer til dem, end de måske var før Corona (hvilket måske hænger sammen med at hjemmearbejdet, som for mange tyskere har ført til en bedre work-life-balance og dermed rent faktisk øget deres effektivitet). Samtidigt kan vi se en klar tendens til at fysiske møder rent faktisk er muligt igen hos nogen virksomheder, så længe man overholder afstandsreglerne.

I de tilfælde, hvor det fysiske møde ikke er muligt, er videomøder blevet meget mere udbredt. Vaner for at afholde forretningsmøder i Tyskland vil helt klar være anderledes i fremtiden og der vil i praksis blive afholdt flere videomøder. Det kommer selvfølgelig meget an på, hvilket slags produkt eller hvilken service man vil tilbyde sine potentielle tyske kunder. Ved forklarings- og rådgivningstunge produkter/serviceydelser vil fysiske møder stadig være nøglen til at komme videre i købsprocessen, hvorimod mere enkelte produkter og services lige så godt kan sælges ved hjælp af et eller flere videomøder.

 

 

Hos Business Tyskland står vi klar, hvis I skulle have spørgsmål eller behov for rådgivning i forbindelse med etablering i eller eksport til Tyskland. Kontakt os på kontakt@business-tyskland.dk eller +45 2061 6703.

Hjælper du skandinaviske virksomheder med opstart og drift i Tyskland, og kunne du tænke dig at blive en del af Business Tyskland? Vi har åbnet op for ansøgninger om medlemskab inden for udvalgte kategorier. Læs mere her.