Opbygning af relationer i Tyskland, del 1: Ansættelse af personale

dec 17, 2020

En af grundstenene for en succesfuld virksomhed er dygtige og engagerede medarbejdere. Når du udvider din virksomhed til et nyt marked, er det vigtigt at hyre medarbejdere med et indgående kendskab til det nye marked, og det betyder som oftest ansættelse af lokale medarbejdere.

Så hvordan bærer du dig ad med at finde de helt rigtige medarbejdere i Tyskland? Hvor skal du lede? Hvordan sørger du for, at din virksomhed er attraktiv i ansøgernes øjne? Og hvad kan du forvente dig af de tyske ansøgere?

De helt konkrete svar på disse spørgsmål, afhænger jo af den enkelte situation, men ikke desto mindre vil vi her I samarbejde med vores medlem Connecting Markets, belyse dette vigtige emne og hvad du som dansk virksomhed kan forvente dig i jagten på tysk personale.

 

Hvor finder man tyske medarbejdere?

Langt de fleste af os har godt styr på de danske jobplatforme. De gængse jobsider som Jobindex og Jobnet favner bredt, og du er ofte godt dækket ind, når du annoncerer stillinger her. I de seneste år har LinkedIns recruiter også meldt sig på banen, og ofte bliver stillinger slået op på både Jobindex og LinkedIn, og ansøgere melder sig flittigt via begge kanaler.

I Tyskland ser landskabet imidlertid en smule mere broget ud, men kan ofte deles op i fire grove kategorier:

Jobplatforme

Den mest gængse jobplatform a la Jobindex er i Tyskland Stepstone. Denne side bruges flittigt og er et godt udgangspunkt, når du skal slå en stilling op i Tyskland.

Sociale Medier

Også i Tyskland spiller de sociale medier en stadigt større rolle på jobmarkedet, og her er det vigtigt at huske på, at der i Tyskland findes en større spiller på jobmarkedet end LinkedIn, nemlig Xing. Xing’s E-recruiting er Tysklands største platform, når det kommer til stillingsannoncer på sociale medier. Det er det primært fordi de var først. De var store før LinkedIn kom på banen, og er derfor mere udbredt. Men det udelukker bestemt ikke LinkedIn! Jobs annonceret på Xing er nemlig af en mere lokal/national karakter, hvorimod LinkedIn for tiden vokser kraftigt inden for de mere internationalt orienterede jobs, samt højerestående management-stillinger. Så afhængigt af jobbets karakter kan det være en fordel af rekruttere på begge platforme.

Niche-portaler

Det tyske jobmarked er stort, og det giver plads til at de mindre, mere branche- eller jobspecifikke jobplatforme stadig trives. Sørg derfor for at undersøge hvorvidt din branche har en dedikeret jobplatform, da du her har gode chancer for at finde de helt rette profiler.

Lokal annoncering

Annoncering i lokale aviser og dagblade er også en mulighed, når du slår en stilling op i Tyskland. Det afhænger dog af jobbets karakter og selve placeringen.

 

Hvordan får du din virksomhed til at fremstå attraktiv for den tyske jobsøger?

Mange af de faktorer, der gør en virksomhed attraktiv i de tyske jobsøgeres øjne, er ganske universelle: en fornuftig løn, mulighed for udvikling, osv. Men én faktor, hvor tyskerne adskiller sig fra danskerne, er deres store fokus på sikkerhed. Hvor jobsikkerhed måske ikke rangerer så højt i den danske jobsøgers bevidsthed, er den nærmest altoverskyggende for deres tyske modpart. At kunne være sikker på at have et job langt ud i fremtiden er uhyre attraktivt og vil være en vigtig forudsætning for hvor attraktiv stillingen i jeres virksomhed vil være.

Når der tales jobsikkerhed, er der flere faktorer, der vil blive taget i betragtning, herunder kontrakttypen, den danske virksomheds investering i det nye marked (er der sat nok kapital af), og hvor realistiske virksomhedens forventninger er, f.eks. til hvor længe det ville tage at bygge markedet op.

En anden faktor, der af og til kan komme bag på danske virksomheder under kontraktforhandlingerne med en ny medarbejder, er noget så tysk som forventningerne til firmabilen. Især sælgere vil i Tyskland have en del højere forventninger til firmabilen, og med rette. Det er vigtigt at gøre et godt indtryk på prospektive såvel som eksisterende kunder, og her spiller også firmabilen en rolle.

 

Hvad kan du forvente dig af den tyske kandidat?

Når dit jobopslag har fanget de rette kandidaters interesse, og ansøgningerne begynder at rulle ind, er det vigtigt at forberede sig på, at de tyske jobsøgeres adfærd under interview-processen på en række punkter adskiller sig fra deres danske sidestykker.

Fremfærd

Først og fremmest er tyske jobsøgere mere kontante i deres fremfærd. De forventer at få leveret uddybende fakta, såsom løn, helt fra start, og oplyser som regel om deres lønforventninger allerede i deres ansøgning. Når der til et interview skal snakkes løn, er jobsøgeren ligeledes ret kontant. At udtrykke fleksibilitet på dette punkt, som i Danmark ofte tolkes positivt og viser at man er motiveret af selve jobbet fremfor lønnen, vil i Tyskland tolkes som svaghed og mangel på ambitioner. Det forventes derfor fra arbejdsgivers side, at man er målrettet på dette punkt, og det betyder at jobsøgerne gør sig grundige tanker om dette på forhånd. Det behøver dog ikke nødvendigvis betyde, at de tyske kandidater ikke er til at forhandle med, men man kan forvente at de lægger hårdere fra start end danske jobsøgere ville.

Interesser og hobbyer

I danske jobansøgninger inkluderer vi ofte vores personlige interesser og hobbyer, og til diverse jobsamtaler kommer intervieweren også gerne ind på området. Dette ser man ikke så meget af i Tyskland, da man gerne skal give udtryk for at arbejdet kommer først og får fuldt fokus. Det varierer selvfølgelig fra person til person, og også imellem brancher, men helt generelt er der endnu ikke et lige så højt fokus på work-life balance i Tyskland, selvom udtrykket selvfølgelig også i Tyskland er kendt og vinder mere og mere fokus.

Branche-skift

I Danmark er vi vant til at skrifte mellem flere brancher i løbet af vores karriere. Så længe vi kan trække en eller anden form for rød tråd mellem jobs, er der ikke langt fra den ene branche til den anden. I Tyskland er man derimod en del mere branche-bundet. Har en tysker f.eks. tidligere solgt vindmølleudstyr, skifter vedkommende næppe til fødevarebranchen. Det er en tendens man også ser afspejlet i kundernes forventninger til dine nye medarbejdere. Det er ganske enkelt ofte forventet, at man har styr på det meste fra start. Det betyder også at du vil få færre ansøgninger fra kandidater, der ikke opfylder alle krav til jobbet. De er vant til at deres profil skal passe helt perfekt, hvis de skal have en chance.

Selve samtalen

Ved selve jobsamtalen kan den danske arbejdsgiver forvente at den tyske jobsøger foretrækker at holde en vis formel distance. Det er stadig vigtigt at skabe en god stemning, men jobsamtaler i Tyskland er generelt mere formelle og der er mindre smalltalk, end hvad vi er vant til i Danmark. Det er også vigtigt at bide mærke i, at man til jobsamtaler fra begge parter benytter den formelle tiltale ”Sie”.

 

Det kan være lidt af en mundfuld for en dansk virksomhed at rekruttere de første medarbejdere i Tyskland, og det er i langt de fleste tilfælde gavnligt at alliere sig med kompetente rådgivere. Her står vi selvfølgelig til rådighed. Har du spørgsmål eller kommentarer til emnet er du velkommen til at kontakte Julia Kowalke fra Connecting Markets via e-mail: jk@connecting-markets.com eller tlf. + 49 461 90493949.

Hos Business Tyskland står vi også gerne til rådighed. Ring til os på +45 2061 6703 og book et gratis og helt uforpligtende virtuelt intromøde. Du kan også gøre det via mail: kontakt@business-tyskland.dk.

Hjælper du skandinaviske virksomheder med opstart og drift i Tyskland, og kunne du tænke dig at blive en del af Business Tyskland? Vi har åbnet op for ansøgninger om medlemskab inden for udvalgte kategorier. Læs mere her.

 

 

Læs del 2 om at finde samarbejdspartnere i Tyskland her.

Læs del 3 om succesrige kunderelationer her.