Overser vi muligheder? De største importkategorier i Tyskland.

nov 9, 2020

I dette indlæg flytter vi fokus. Når vi taler muligheder for eksport til Tyskland, har vi en tendens til at fokusere relativt snævert på tallene for den danske eksport til Tyskland. Men skal vi have det fulde overblik, må vi udvide vores fokus og kigge på den tyske import som helhed. Hvad importerer Tyskland generelt? Hvilke kategorier efterspørger Tyskland mest fra udlandet? Kan der ligge muligheder som vi overser, når vi udelukkende kigger på de danske eksporttal?

 

Importkæmpen Tyskland

Ifølge BPB importerede Tyskland i 2019 for en samlet værdi af 1.105 milliarder euro, et tal der er vækstet støt siden finanskrisen i 2008. I 2018 udgjorde den tyske import ifølge World’s Top Exports 6,3% af verdens samlede import. Tyskland er altså ikke kun en af verdens store eksportører, men også en af de helt store importgiganter.

Når Tyskland importerer, bevæger de sig ofte ikke så langt hjemmefra. Faktisk kommer hele 63,6% af Tysklands import (gjort op i kroner og ører) fra andre europæiske lande. De nyder altså godt af det indre europæiske marked, og ligeledes gør europæiske virksomheder, der sælger varer til Tyskland.

 

De mest populære importvarer

Ifølge World’s Top Exports udgør de 10 største importkategorier hele 64,5% af Tysklands samlede import og fordeler sig således:

  1. Maskiner, inklusive computere: 12,9%
  2. Elektronik: 12,2%
  3. Køretøjer: 11%
  4. Mineralske brændstoffer, inklusive olie: 8,8%
  5. Lægemidler: 4,8%
  6. Plastik og plastikprodukter: 3,6%
  7. Medicinsk udstyr: 3,6%
  8. Organiske kemikalier: 3,3%
  9. Jern og stål: 2,2%
  10. Jern- og stålprodukter: 1,9%

 

De to importkategorier der på nuværende tidspunkt vækster mest, er lægemidler med +3,7% og køretøjer med +3,4%. Til gengæld har kategorien jern og stål oplevet et fald på hele -16,9%, mens importen af organiske kemikalier er faldet med -12,5%.

Dansk eksport er hermed fornuftigt repræsenteret i en god del af Tysklands primære importkategorier (jf. vores tidligere indlæg om dansk eksport til Tyskland), mens vi i andre kategorier højest sandsynligt ville have svært ved at få et ben til jorden. Men danskerne har en trumf i ærmet, og den vil komme os til gode i fremtiden.

 

Hvad statistikken ikke fortæller

Mens disse importtal er et godt værktøj til at tage bestik af den nuværende situation og de muligheder der foreligger, giver de ikke nødvendigvis det fulde overblik over de fremtidige eksportmuligheder. Der er nemlig nye kategorier, der presser på og vinder fremgang. Tages der højde for helt centrale faktorer som tendenser i forbrugeres købsadfærd og Tysklands politiske visioner, forventes der f.eks. en væsentlig fremgang i digitale og klimavenlige løsninger. Og her ligger danske virksomheder som bekendt lunt i svinget.

Der er altså på det tyske importmarked lidt til enhver, hvad end din virksomhed beskæftiger sig med nogle af de allerede veletablerede kategorier, eller skal være en del af den nye udviklingsbølge.

 

Står du med tyske eksportdrømme? Kontakt os på kontakt@business-tyskland.dk eller +45 2061 6703, så arrangerer vi et uforpligtende virtuelt møde, hvor vi tager bestik af situationen sammen.

Hjælper du skandinaviske virksomheder med opstart og drift i Tyskland, og kunne du tænke dig at blive en del af Business Tyskland? Vi har åbnet op for ansøgninger om medlemskab inden for udvalgte kategorier. Læs mere her.